Tårnby - TÅRNBY GUIDEN

Gå til indhold

Hoved menu:

Tårnby

Værd at se > Tårnby
Imellem de nuværende villakvarterer strakte sig åbne marker, der blev drevet fra gårde beliggende dels i to rækker nord for Tårnby Kirke på begge sider af Englandsvej og dels spredt i området langs Tårnbyvej og Amager Landevej.
Når man betragter et nyere kort over Tårnby og omegn, tænker man ikke på den lange proces, som har skabt nu­tidens mønster af huse og veje.
At Amager er flad som en pandekage, er som et ord­sprog, som i modsætning til anden ondsindet tale om øen ikke kan modbevises, da det højeste sted er otte me­ter over havet.
Men netop fordi landskabet er så fladt, var selv små forskelle i terrænet af afgørende betydning for jordens dyrkning og bebyggelsernes placering i oldtiden og middelalderen.

Tårnby nævnes første gang i de bevarede skriftlige kilder i 1135, hvor Erik Emune skænkede et bol, som er en jord-vurderingsenhed, til domkirken i Lund.
Valdemar den Store forærede biskop Absalon Køben­havn og bl.a. Borgby på Amager, og før 1186 overførte Absalon disse besiddelser til Roskilde Bispestol, hvorun­der øen snart blev samlet.
Tårnby hørte altså i middelalderen under Roskildebispen, og i jordebogen fra 1370 findes den første samlede beskrivelse af sognet. Vi får her at vide, at fæstebønderne i Tårnby, Kastrup, Maglebylille, Tømmerup og Ullerup og Viberug landsbyer (samt det senere forladte Rågård [Vtlundæ]) tilsammen gav biskoppen 30 stk. kvæg og 80 lam, samt at han desuden modtog 1 gås og 4 kyllinger fra hver gård i landgilde.
Sognet med kirken overgik i 1416 til kronen.

Tårnby bestod af fire bol, hvor et lå til bispens ladegård, et til Tårnby Landsby, et til Ladegården og et til Præste­gårdsjorden. Den sidste strakte sig mellem kirken og Amager Landevej og mellem Gammel Kirkevej og en linie parallelt med Astridsvej, medens Ladegården (senere Løftegården) optog resten af området mellem Astridsvej og byskellet til Tømmerup ved en gård mellem Brønderslev Alle og Højskole Alle.
Det vil sige, at Tårnby Stadion ligger på gammel præstegårdsjord, og hvor den gamle travbane lå, er også en del af jorden til Roskildebispens ladegård. Her ligger nu Amager Hallen og plejehjemmet på Løjtegårdsvej.

Hollandsk koloni
På opfordring af Christian den 2. indvandrede en mindre hollandsk koloni til Amager omkring 1521. De bosatte sig i St. Magleby og fik her en række privilegier. Dette fik afsmittende virkning på danskebybønderne, der efterfølgende ikke havde status af almindelige fæstebønder.
De undgik vornedskab og stavnsbånd, men skulle stadig betale landgilde og fæsteafgifter.
I midten af 1700-tallet blev det slået fast, at de selv ejede deres bygninger, men skulle betale en afgift ved ejerskif­te. Denne godkendelse af ejendomsretten var medvirkende til, at mange af gårdene efterhånden blev splittet op i mindre dele.
Den hollandske kolonis varemærke var grønsager, som blev afsat til kongehuset og hovedstadens befolkning. Disse afgrøder fik også stor betydning for danskebyerne på Amager.
Sandsynligvis blev den mandskabskrævende grønsagsdyrkning intensiveret fra midten af 1700-tallet, hvor ejendommene blev mindre, men flere i antal. Samti­dig gav et stigende befolkningstale Københavnsområdet øgede afsætningsmuligheder.

Landsbyen blev ret sent udskiftet (efter 1805) og bestod i 1830 af 16 gårde, 3 huse med jord og 48 huse uden jord, foruden kirke og præstegård, skole, enkescede og fattighus.

Det vil være en overdrivelse at kalde Tårnby landsby for meget velbevaret for så vidt angår bygningsmassen, idet en voldsom brand hærgede byen 1858, og den almindelige byudvikling har taget sin del.
Hallinggården, på hjørnet af Englandsvej 326 og Vestre Bygade, er en af Tårnbys bedst bevarede gårde. Den er opkaldt efter degnen Michael Halling, der døde i 1787, før huset kunne tages i brug.
Hans ugifte søster, jomfru Ane Birgitte Halling, flyttede ind i huset og boede her til sin død i 1802.
Herefter overgik gården til Just Michael Aagaard, der var urtekræmmer og konditor i København og desuden major i borgervæbningen.
Gården blev drevet med grønsagsdyrkning og landbrug langt op i 1900-tallet.
Halllinggården, der en tid var ejet af Øresundsforbindelsen, er nu privat beboelse.
Over porten og midt på huset findes denne inskription.

Det har ikke været muligt at efterspore, hvorfor netop årstallet 1788 er anført.


Det fine hus, der i 1987 blev stærkt restaureret, er i sin nuværende form opført efter branden 1858, og var i lange perioder kro og senere købmandsbutik.
Grunden, som huset ligger på, har givetvis oprindeligt tilhørt præstegården, og må være blevet solgt fra denne i slutningen af 1700-tallet.
Fra begyndelsen. af 1800-tallet blev huset benyttet som kro. Beliggenheden var unægtelig også god: Mellem de to veje i (Vester Bygade og Englandsvej) og tæt ved kirken.
Den første kromand, der nævnes i kilderne, hed Michel Pedersen, og han optræder også i folketællingen 1801 sammen med sin familie.
I årene mellem 1811 og 1816 synes kroen at have været genstand før en hidsig spekulation. Den blev handlet mange gange, og som man kan se af salgspriserne i skødelisten, også med gode fortjenester for sælgerne, men inflationen omkring statsbankerotten i 1813 må tages i betragtning.
Det var også en j ganske stor bygning, der i 1812 beskrives at have 3 hænger: Mod øst 17 fag, mod nord 7 og mod vest 5 fag. Ved Jens Madsens salg i 1811 siges der udtrykkeligt at være et keglebord i kroen, men da brændevinsbrænder Peter Ingerslev i 1815 solgte ejendommen til bager og marketender Christian Faxøe i København, omtales den som »det sted, hvor der i ældre tider har været kro«.
I 1827 købte Rasmus Hansen Honum ejendommen, og han drev i hvert fald »høker- eller spækhøkerhandel fra huset.
Huset brændte den 1. marts 1858, og selv om Rasmus Honums enke tilsyneladende boede alene i huset med en tjenestepige, lykkedes det for hende at få huset genopført, så det var færdigt i sommeren 1859, stort set i dets nuværende form.
I 1872 gik ejendommen over til familien Schiolte, hvor køberen: Jens Christian Schiolte egentlig var hjulmand, så det er sikkert hans kone Sidse, der drev virksomheden som spækhøker videre.
Købmandsbutikken fortsatte i huset lige indtil omkring 1965

Vestre Bygade 20-22 kaldet »Tinggården« er den bedst bevarede gård i Tårnby Landsbyen. Den er bygget i 1700-tallet og var fra 1788-1793 tingsted for Tårnby Birketing, mens birkedommeren Christoffer Kindler ejede den. Dengang som nu var den tre-længet.
På Smedekærsvej ligger flere ældre ejendomme, der kan spores tilbage til slutningen af 1700-tallet. Nr. 2, 4-6, 9-11 undgik alle tre en stor brand i 1858, men er gennem årene renoveret


Tårnby Stræde 4
Det lille hus nævnes første gang i 1789, da jomfru Anne Birgitte Halling, søster til den kendte degn Mi­chael Halling, solgte »Christen Jensens tidligere hus« til sin tjenestekarl Niels Svendsen for 160 dlr. courant.
Michael Halling havde lånt penge ud til mange mennesker i Tårnby, så det er sikkert på grund af gæld, at jomfru Halling har erhvervet huset.
Niels Svendsen blev klokker, og det er interessant at se, hvordan huset gik i arv gennem generationer, og at næsten alle ejerne var klokkere eller gravere.
Det var et lille hus, der i 1840 blev forøget med et lille udhus.


Gadekæret blev genetableret af beboere i Tårnby Landsbyen i '90-erne.

Den gamle skole i kirkebyen Tårnby var fra 1819 og aldeles nedslidt og utidssvarende og trængte i allerhøjeste til en erstatning.
I starten af det nye århundrede lykkedes det at skabe økonomisk basis for bygning af en ny skole i Tårnby på den gamles sted på hjørnet af Englandsvej og Sneserevej.
Under nedrivningen af den gamle skole måtte førstelærer Petersen flytte undervisningen til Tårnby Kirkes konfirmandlokaler, men med udsigt til de bedre lokaliteter, som stod færdige i 1907, har det vel været til at holde ud, selvom han efter sigende havde mellem 50 og 60 elever.
Samme år gik man over til at have undervisning hver dag for alle eleverne, og der blev ansat en andenlærer og en lærerinde, så der nu var tre lærerkræfter ved Tårnby Skole.
I den nye skolebygning – alene knasten ud mod Englandsvej – var der gymnastiksal i kælderetagen, to klasseværelser i stueetagen og to klasseværelser på 1. sal, de sidste to med skrå vægge og vinduer. Og - selvfølgelig – var den kakkelovnsfyret.




Oprindelig var Tårnby Skole sognets hovedskole. Ganske vist var den ’bare’ en landsbyskole på linje med de andre 6 skoler i sognet men dens placering i selve kirkebyen og der af følgende fortrinsret til at stille med kirkesangeren gav den en forrang. Dertil kom, at den i lange perioder var størst og havde flest elever. I den sidste del af 1800-tallet blev presset på Sundbyskolerne større, men da var sognet delt, og i 1895 blev Sundbyerne udskilt fra Tårnby Kommune i en selvstændig kommune, som dog i 1906 blev, ligesom det var tilfældet i resten af kommunen, steg børnetallet i Tårnby Skoles distrikt kraftigt i starten af tyverne. Der ansattes yderligere en lærerinde og i 1926 påbegyndtes den første udvidelse af skolen. To nye klasseværelser og et lærerværelse blev det til i første omgang. Men allerede i 1928 var man igen i gang med at bygge. Nu kom der førstesal på de to nye klasseværelser, og desuden blev der indlagt centralvarme, så man slap for at fyre i de mange kakkelovne. Det må virkelig have været en forbedring, der kunne mærkes.
Selvfølgelig måtte skolen udvides, og der blev da også opført en ny skolebygning i 1926. Der var yderligere to klasseværelser og som noget helt nyt også et lærerværelse med køkken. Da man måtte forvente yderligere vækst, blev der kun lagt fladt tag over, så man senere kunne bygge ovenpå, men de gæve mænd havde ikke været særlig forudseende, for allerede efter ét år var skolen for lille, så taget måtte rives ned, og der blev føjet et par etager til.
Den næstsidste udvidelse af Tårnby Skole nåede lige at se dagens lys inden verdenskrigens udbrud. Fra midten af 30’erne var presset på skolen så stort, at der måtte gøres noget, og i skolekommissionen blev skolens snarlige udvidelse et tilbagevendende dagsordenspunkt fra efteråret 1937.
November 1938 anbefales de udarbejdede planer og godkendes i sognerådet. Ikke desto mindre går der endnu det meste af et år, før de på mødet i kommissionen d. 19/10 1939 endeligt godkendes, og yderligere frem til 11/1 1940, før planerne godkendes af skoledirektionen, så byggeriet kan gå i gang.
Skolen havde dengang ca. 200 elever og ni lærere. I de følgende år steg børneantallet igen meget stærkt, i visse klasser havde man over 50 elever, og der blev undervist fra kl. 8 om morgenen til kl. 17 om eftermiddagen.
Først forlængede man den bygning, der var bygget i 1926 og -28, så den blev dobbelt så lang, dernæst byggede man 2. sal på det hele, så man i alt fik otte nye klasseværelser. Foruden de nye klasseværelser blev der bygget en gymnastiksal (den nuværende festsal), og den ældste bygning fra 1907 blev rettet op, så man slap for de skrå vægge i de øverste klasseværelser. Skolen bestod nu af 16 normalklasseværelser, en gymnastiksal og et skolekøkken, der var indrettet i den ældste bygnings kælderetage, desuden var der kontor, lærerværelse og visse specialrum.
På grund af faldende elevtal var der allerede i 1983 politisk ønske om at nedlægge skolen som folkeskole.
Dette ønske faldt ikke i god jord - hverken blandt forældre eller lærere.
Ved en afstemning i skoledistriktet var 70% da også imod en skolelukning, men i 1984 ændredes loven, og kommunalbestyrelsen fastholdt beslutningen.
Tårnby Skole blev nedlagt i 1986.
Skolen fungerer nu som Voksenuddannelsescenter (VUC) ligesom aftenskolernerne AOF og FOF anvender lokalerne.
Knasten ud mod Englandsvej anvendes af Tårnby Teater, Tårnby Bladet og Foreningernes Fælleskontor.





Løjtegården
»Løjte« betyder lade på hollandsk, og gården blev netop udstykket fra den gamle ladegård i Tårnby i 1780'erne.
En ny hovedbygning blev opført 100 år senere og eksisterer stadigvæk.
Den fungerer nu som kommunal SFO.
De gamle bindingsværksbygninger blev revet ned i 1950'erne.


 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu